Projekbeskrivelse

Ledercoaching adskilte ledelse og drift

– Ledelse og drift blev blandet alt for meget sammen i hverdagen. Der skal selvfølgelig være plads til begge dele, men hvis det hele går op i drift, når man aldrig at få tænkt og handlet strategisk. Her har vi kunnet bruge Robert til at få skilt tingene ad, til at hæve os op over hverdagens niveau, siger Kristian Bräuner-Møller, leder af Skovbakkehjemmet i Odder.

Hvorfor benytter I jer af sparring – og hvorfor hente en ekstern coach ind?

– Langt hen ad vejen kan du klare meget selv, specielt hvis du har mange års erfaring og har deltaget i kurser og fulgt lidt med. Ikke desto mindre er det en god ide at få coaching fra en udenforstående, for du kan næsten ikke undgå at blive blind over for de mest oplagte problemer.

– I vores ledergruppe var vi ved at sande fuldstændig til i driftsopgaver, inden vi gjorde noget ved det. Jeg kan huske en fredag eftermiddag, hvor min souschef og jeg så på hinanden og sagde: Hallo, vi bliver kvalt! Om vi så blev ved med at arbejde fra nu af og til mandag morgen, ville vi aldrig nå igennem dyngerne. Dét gjorde udslaget.

– Ledelse og drift blev blandet alt for meget sammen i hverdagen. Der skal selvfølgelig være plads til begge dele, men hvis det hele går op i drift, når man aldrig at få tænkt og handlet strategisk. Her har vi kunnet bruge Robert til at få skilt tingene ad, til at hæve os op over hverdagens niveau.

Teambuilding blev en øjenåbner

Kristian Bräuner-Møller har tidligere gjort brug af Roberts ekspertise inden for medarbejderudvikling på Skovbakkehjemmet. Der var tale om et klassisk forløb i teambuilding, hvor medarbejdergrupperne blev blandet og rystet sammen i hold, som samarbejdede om at løse forskellige praktiske opgaver.

– Selv kom jeg lykkeligvis på hold med en afrikansk kvinde, som var ansat hos os på det tidspunkt. Hun havde taget en machete med, fordi vi skulle i skoven, for det var hun vant til fra bushen, husker Kristian Bräuner-Møller.

– Vi skulle bl.a. bygge tømmerflåder af rafter og olietønder, vi fik udleveret og lave sandaler ud af bildæk, og her fik vi virkelig god brug af macheten! Jo, jeg lærte meget af den pige. I det hele taget blev teambuildingen lidt af en øjenåbner. For mig blev det egentlig et billede på, at folk kommer med nogle meget forskellige ting i deres bagage, men at alle er gode til noget. Det er sundt at få øjnene op for hinandens forskelligheder såvel som muligheder.

– I bund og grund handlede det om at få huset bundet bedre sammen og var en rigtig god oplevelse med et godt fagligt udbytte, som vi afgjort har mod på at prøve igen. Der sker jo altid en vis udskiftning i personalegruppen, og vi ser det som en investering, som gavner hele virksomheden – også beboerne. Men det er et stort logistisk regnestykke at få til at gå op, for vi kan jo ikke tage af sted alle sammen på én gang, hvis hverdagen fortsat skal glide.

Roberts åbenhed og menneskesyn giver tryghed

– Fordi vi havde positive erfaringer med Robert, var det oplagt at gå til ham for at få ledersparring også. Han er jo voldsomt tillidsskabende som person og har en naturlig myndighed. Han siger det, han tænker, men er samtidig god til at lytte. Hans åbenhed og menneskesyn gør, at man føler sig tryg ved ham.

Ikke at jeg har spurgt ham direkte ud om det, men jeg føler, at han befinder sig i et felt, som jeg selv og Skovbakkehjemmet også hører hjemme i, at han har et åbent livssyn og nogle holdninger med rod i en kristen, humanistisk tilgang.

Hvordan foregår sparringen rent praktisk?

– Dels har vi nogle fælles seancer i ledergruppen, dels mødes vi individuelt. Vi ledere har bl.a. set på vores respektive arbejdsområder, beskrevet hvad vores opgaver består i og skabt klarhed over, om der er noget, der bliver lavet dobbelt eller forsømmes, fortæller Kristian Bräuner-Møller og tilføjer:

– Efter at have arbejdet sammen i omkring 18 år, kan der godt være en del ting, man begynder at tage for givet eller glemmer at få sat ord på – lidt ligesom et gammelt ægtepar. Eksempelvis arbejder den ene chef meget struktureret og har det svært uden systemer, mens den anden er mere her-og-nu-orienteret, hvilket til gengæld passer godt sammen med kulturen på hjemmepleje-området, hvorfor en sådan tilgang giver god mening.

– Selv har jeg i perioder haft dårlig samvittighed over at være meget væk og overlade de daglige problemstillinger til de to andre. Også selvom de klarede det fint nok uden mig. Jeg sidder som ledernes repræsentant i bestyrelsen i Danske Diakonhjem, hvorfor jeg tit er væk til møder i Vejle eller København. Den slags kom frem via sparringen, hvilket gjorde, at jeg fik grønt lys til at arbejde på den måde, jeg gjorde, med god samvittighed.

Mere præcise udmeldinger og forventninger

– Førhen sagde vi: Ok, lokummet brænder, og så hældte vi vand på for at slukke ilden. Når vi havde et problem, skyndte vi os at finde en akut løsning på det. Vi helbredte frem for at forebygge og kom derfor aldrig dertil, at vi satte os ned og begyndte at planlægge tingene. Men naturligvis bliver resultaterne også derefter …

– I dag er udsynet større som følge af sparringen, ligesom den øgede fokus på ledelse har betydet, at vi er blevet mere præcise i vores udmeldinger og forventninger. I stedet for at pakke tingene ind i misforstået godhed.

Vil du også mene, at samarbejdet kommer beboerne til gode?

– Det smitter af på hele huset, ingen tvivl om det, medarbejdere såvel som beboere. Samtidig har vi haft økonomisk fremgang i kraft af vores fokus på veluddannede og toptunede medarbejdere samt på arbejdet med at sikre vores kundegrundlag, fortæller Kristian Bräuner-Møller og uddyber:

– De senere år har vi haft et pænt overskud, men selv om der så var krise, ville vi helt sikkert blive ved med at bruge Robert som sparringspartner. Simpelthen fordi han med sin evne til at fokusere og samle op – han har en fabelagtig evne til at huske en kommentar, som faldt for et halvt år siden – fungerer som en slags livline eller forbindelsesled til, hvem vi er, og hvor vi gerne vil bevæge os hen. Den opmærksomhed skaber en vigtig kontinuitet, hver gang han kommer ind i huset, som vi ikke vil være foruden. Det er godt at vide, at han er der, og at vi har en psykologisk hotline til ham.

Kristian Bräuner-Møller har siden 1992 været leder af Skovbakkehjemmet i Odder. Før den tid var han ansat samme sted som sygeplejerske og diakon. Han er 55 år og har undervejs suppleret uddannelsen med et diplomstudium i ledelse fra Danmarks Sygeplejehøjskole ved Århus Universitet.

Skovbakkehjemmet er en selvejende institution, som har eksisteret siden 1972, fra 2007 med status af friplejehjem. Den primære samarbejdspartner er Odder Kommune, og stedet er organiseret under Hovedorganisationen Danske Diakonhjem. Virksomheden er delt i tre afdelinger: plejeboligerne med pt. 34 beboere, hjemmeplejen og desuden produktionskøkkenet inklusive en café for pensionister udefra samt en Mad-ud-af-huset-ordning.

Skovbakkehjemmets ledergruppe består af tre personer: Kristian Bräuner-Møller tager sig af den overordnede ledelse, souschefen står i spidsen for 40 medarbejdere, bl.a. sygeplejersker, assistenter, økonomaer, køkkenmedarbejdere og pedeller, mens afdelingslederen af Hjemmeplejen har 60 medarbejdere under sig, fortrinsvis hjemmehjælpere og assistenter.

I alt er der ca. 100 ansatte, fortrinsvis plejepersonale og hjemmehjælpere samt 35-40 frivillige, der tager sig af opgaver, det er svært at nå i det daglige, bl.a. sang og musik, busture, gymnastik, udgivelse af avis, drift af kiosk samt pasning af stedets sansehave, som med sine blomster, fugle og fisk, farver, dufte og lyde af rislende vand, virker stimulerende på især de demente beboere.

Læs om flere kunder som får ordet